Salgskonsulent Michael Christiansen kan 15. januar 2022 fejre sit 25-års jubilæum hos vinduesproducenten Outrup Vinduer & Døre. Han er således en blandt næsten 30 medarbejdere, der i virksomhedens 53 år lange historie har rundet den flotte milepæl og dermed et godt eksempel på, hvordan høj anciennitet kan skabe langvarige kunderelationer.
I 1997 stemplede Michael Christiansen for første gang ind hos Outrup Vinduer & Døre i Nykøbing Mors, og den 15. januar 2022 kan han således fejre 25-års jubilæum i virksomheden, hvor han i dag arbejder som salgskonsulent. Her bruger han det meste af sin arbejdstid på landevejene, hvor han servicerer et kundenetværk af godt 700 tømrer- og snedkermestre fra Skagen til Horsens.
- Hos Outrup sælger vi primært vores vinduer gennem tømrer- og snedkermestre, og derfor spiller gode og langvarige relationer til denne branche også en vigtig rolle. I den forbindelse er det utrolig værdifuldt at have flere medarbejdere og ikke mindst konsulenter i virksomheden, som har rundet deres 25-års jubilæum, da de gennem alle årene har opbygget gode relationer til vores kunder. Og her er Michael et godt eksempel på, hvilken værdi medarbejdere med høj anciennitet kan tilføre virksomheden. Han har uden tvivl en stor del af æren for de mange loyale kunder, vi har i dag, fortæller direktør i Outrup Vinduer & Døre, Henrik Nyby.