For 40 år siden ringede Verner Nør Nielsen til den daværende direktør i Outrup Døre og Vinduer en søndag aften og spurgte efter et job. Og selvom Verner Nør Nielsen blot anså jobbet som midlertidigt, så udviklede ansættelsen sig til et næsten livslangt engagement med vinduesproducenten på Nykøbing Mors, hvor hans primære opgave er at montere glas i vinduerne.
Jeg kan godt lide at have ansvaret for den sidste finish, så man sikrer sig, at man leverer en ordentlig kvalitet. På den måde kan man både se og mærke det endelige resultat, inden det bliver sendt videre til kunden, siger Verner Nør Nielsen, der oprindelig er udlært tømrer.
Med fire årtier i samme virksomhed har Verner Nør Nielsen været med til at overvære Outrup Vinduer og Døres udvikling fra en lille fabrik med cirka 40 medarbejdere til en stor og moderne virksomhed, som i dag har hele 178 medarbejdere. Det er særligt det gode forhold mellem ledelse og medarbejdere, som har været medvirkende til, at Verner Nør Nielsen er blevet hos vinduesproducenten i så mange år. Da han startede i jobbet i 1982, var der eksempelvis en klokke, der ringede, når der skulle holdes pause. Den blev heldigvis, til Verner Nør Nielsens store begejstring, afskaffet for efterhånden en del år siden.
Det var en stor tillidserklæring fra ledelsen til os medarbejdere, da klokkesystemet blev sløjfet. For selvfølgelig kan vi godt selv finde ud af, hvornår pauserne starter og slutter, fortæller Verner Nør Nielsen, som også fremhæver den gode dialog mellem ledelse og medarbejdere:
Vi har altid haft en ledelse, som har lyttet til os. Og omvendt har vi både lyttet til og forstået dem, og der er plads til både ris og ros. Det har betydet, at vi altid har kunnet finde et kompromis, som har været til begge parters bedste, siger Verner Nør Nielsen.