Der er i øjeblikket fart på vinduesbranchen, da blandt andet rekordhøje elpriser får flere boligejere til at skifte til mere energirigtige vinduer. I den forbindelse vælger de fleste løsninger med trelagsglas, men hos arkitektvirksomheden Krogh Arkitektur og vinduesproducenten Outrup opfordrer man en række boligejere til i stedet at tænke i tolagsløsninger og således værne om æstetikken og det visuelle udtryk.
For nyligt kunne brancheforeningen Vinduesindustrien blandt andet som følge af et stort antal energirenoveringer fortælle, at 2021 har været det bedste omsætningsår nogensinde for vinduesbranchen. Og den udvikling ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt. I starten af 2022 har man nemlig set enormt høje energipriser, som ifølge vinduesproducenten Outrup Vinduer & Døre får boligejere til at tænke i energiforbedringstiltag som eksempelvis at skifte husets vinduer.
Men det skal gøres med omtanke, lyder opfordringen fra arkitektvirksomheden Krogh Arkitektur og Outrup Vinduer & Døre. Vinduerne spiller nemlig ikke alene en stor rolle i forhold til varmeregningen, men også i forhold til at bevare bygningernes oprindelige arkitektoniske stil – og her er det langt fra ligegyldigt, om man eksempelvis vælger dem med to- eller trelagsglas:
- Mange boligejere vælger lige nu trelagstermoruder, dels fordi de har opfattelsen af, at det er nødvendigt for at leve op til det nye bygningsreglement, og dels fordi de tror, at det er den bedste løsning for huset. Og det kan i mange tilfælde være misforstået. Man må nemlig fortsat gerne vælge en tolagsløsning, så længe den har energimærke A, og i mange tilfælde er det faktisk også en bedre løsning til huset – ikke mindst i forhold til at bevare æstetikken og den arkitektoniske stilart, som huset oprindeligt er født med, fortæller arkitekt maa og indehaver af Krogh Arkitektur, Jan Krogh, og fortsætter:
- Ser man udelukkende på bevaringen af det oprindelige udtryk, er det selvfølgelig det allerbedste for ældre og historiske boliger at beholde de originale vinduer, hvis de stadig sidder i. Men hvis man har vinduer af dårlig kvalitet og med stor utæthed, kan det være nødvendigt at udskifte – især med de stigende energipriser. Og her er vinduer med to lag glas, som ikke er standardiseret, klart at foretrække, da de har et mere let og elegant udtryk, der passer til den oprindelige stil, og som samtidig giver et bedre lysindfald, da konstruktionen gør ultrasmalle sprosser muligt.